DET MAN SIGER: DYRET

Hvilket dyr er du på en scene?

Hvordan gik det til, at chefen blev til ’dyret’? Findes der virkelig en sjælden marsvinesygdom – eller er der noget dine forældre ikke har fortalt? Kan man score på en reptilmesse? Hvordan føles det, når instinkterne tager over ved et panikangstanfald? Og taber man mon halen, hvis man taler foran større forsamlinger?

Vi kender alle Dyret

Der findes søde dyr og bløde dyr, lådne dyr og rådne dyr, klamme dyr og krammedyr. Så er der menneskedyr, menneskets dyr og dyr, der er menneskeføde. Mappedyr – linselus – lokkeduer. Taler vi om DYRET, er der mange muligheder. Publikum skaber aftenen, trodser instinkterne og går på scenen for at fortælle personlige historier ud fra temaet DYRET – og for at komme hinanden nærmere.

Gekko, løve eller missekat?

Det kan lyde enkelt – at gå på scenen – men det er det ikke. Klamme håndflader, skvulpende knæ og heftig mundtørhed er en del af pakken, når vi trodser generthed, jantelov og flugtinstinkter. Vi kan alle sammen fortælle historier, men at gøre det på en scene foran et stort publikum – det kan få dyret frem i de fleste. Måske er man ligesom en gekko, der taber halen af skræk? Eller en løve, der tager kampen op med brøl og mankeblær. Eller måske har man det bare som en lille missekat i et varmt skød. Uanset hvilket dyr, man ligner, så kan man være sikker på, at der sidder en ligesindet på publikumsrækkerne – og netop dét gør hele forskellen.