DET MAN SIGER: KROPPEN

Føles din krop ligesom John Mayers?

Hvordan reagerer man når sidemanden i S-toget begynder at klippe negle? Hvorfor skulle hele familien inviteres i biffen og se Titanic, da du fik din menstruation? Bliver livet egentlig større efter lang tids sygdom? Og skælver du også en smule i knæene over at fortælle en historie foran et publikum?

Kroppen

- Sådan en har vi alle. Nogen har meget af den - andre har endnu mere. Nogle er glade for deres fødder, andre har en baby i maven eller silikone i numsen. Der findes mennesker hvis kroppe er templer, John Mayers er et ”wonderland”. Kroppen er mangfoldig og vores holdninger, forhold, erfaringer, oplevelser, idealer med den ligeså. Men hvorfor fortælle historier om den?

Når vi spejler os i hinanden

Når vi ser andre få ildrøde kinder og blive nervøse, når de taler foran en større forsamling,  kan vi spejle os selv i dem. Og vi får lyst til at lytte og bakke op – for det kunne have været os selv, der stod dér på scenen. Til DET MAN SIGER dyrkes mellemmenneskeligheden, fællesskabet og forståelsen for vores forskelligheder og denne aften er det vores kroppe vi spejler os i.