Det er rødt, slimet og kan lugte. Både af fisk og af ingenting. Menstruationsblod har gennem årtusinder været omgærdet af mystik, frygt og tabu. Alt fra læger til reklamefolk, feminister, kunstnere, politikere og præster har haft en mening om det blod, der måned efter måned siver ud mellem benene på halvdelen af jordens befolkning.

Den 24. maj udkommer den første danske bog om menstruation: GENNEMBLØDT, der tager menstruationen ud af underbukserne og placerer den hemmelighedsfulde væske mellem hænderne på læseren. I den forbindelse er vi i HØRT gået sammen med forfatterne, med henblik på at folde tematikken ud i en totaloplevelse af en aften.  HØRT skaber rammerne for aftenen, hvor publikum, ligesom til DET MAN SIGER, kan blive meget klogere på deres medpublikummer og temaet - MENSTRUATION
Sammen med dem - og forfatterne til bogen Gennemblødt - gelejder vi blodet ud af underbukserne og ind i vores allesammens ordforråd.

Serveret i gennemførte rammer giver aftenens program dig alt godt fra underlivets forunderlige verden - fyldt med blod, myter, skam, personlige historier og kønskamp.

Aftenen byder på bloody mary's, interaktiv udstilling, selvoplevede fortællinger om menstruation, forfatteroplæg og værtskab af HØRT.

Arrangementet blev afholdt i LiteraturHaus på Møllegade.

 

Se billeder fra aftenen, der alle er taget af fotograf Katrine Møbius: